Hjemmeplejen kører på el

22-11-2012 12:25:00

Hjemmeplejen i Favrskov prøvekører el-biler
 

Som en del af Favrskov Kommunes klimaplan prøvekører hjemmeplejen nu en elbil for at finde fremtidige grønne transportløsninger.
 
For nogle uger siden afprøvede hjemmeplejen en hybridbil. 

Nu er turen kommet til at teste en ren elbil for at se, hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med det klimavenlige køretøj.
I den næste uges tid skal en lille håndfuld plejere i Hjemmeplejen Syd bag rattet i den Peugeot iOn, som Favrskov Kommune har leaset.
 
Borgmester Nils Borring kunne ikke dy sig for at prøve en tur i bilen, der har fast holde- og opladningsplads ved plejecentret Hinneruplund. Her kunne han nyde den stilhed, der er i den stort set lydløse bil.
Om en uge skal alle, der har prøvet bilen give en evaluering, som indgår i den samlede vurdering af, om Favrskov Kommune skal have elbiler på mere fast basis.
 
Biogas og mere hybrid på vej
Det er under alle omstændigheder ikke sidste gang, at Favrskov Kommune involverer sig med klimavenlige biler.
Der er allerede bestilt tre hybridbiler, som hjemmeplejen får til rådighed i februar/marts, og i 2013 bliver der sat fokus på biler, der kører på biogas.
De klimavenlige biler er bare ét af mange tiltag, som Favrskov Kommune tager i bestræbelserne på at blive en grønnere kommune.

Af andre tiltag på klimaområdet kan nævnes: 

www.energiforum-favrskov.dk ny hjemmeside med gode råd til borgere og virksomheder for til at spare på energien.

Konverteringsprojekter i varmeforsyningen, hvor byområder er omlagt til CO2-neutral fjernvarme.

Energibesparelser for de kommunale bygninger og etableret næsten 3.000 m2 solceller.

Etablering af energi-partnerskab mellem Den jydske Haandværkerskoler, Favrskov Erhvervsråd og Farvskov Kommune. Partnerskabet arbejder for tiden med et projekt som sætter fokus på energi i lokalsamfund.

Favrskov Kommune har tilmeldt sig Borgmesteraftalen, som forpligter til at reducere CO2-udslippet med mere end 20 procent inden 2020.

Endelige arbejdes der løbende med ”grønne” planer og status på allerede igangsatte initiativer. 

 
< Tilbage