12 skoler i Favrskov energirenoveres

27-09-2012 10:05:00
Favrskov Kommune sender i dag et såkaldt ESCO-projekt i udbud, hvor 12 af kommunens skoler skal analyseres og senere energirenoveres.
 
I udbuddet søges en privat ESCO-leverandør (Energy Service Company), der sammen med Favrskov Kommune skal analysere de 12 skolers 100.000 m2 bygningsareal for at afdække, hvor og hvordan der kan spares på energien. Senere går selve renoveringen af bygningerne i gang, hvor der i arbejdet med at sænke energiforbruget blandt andet vil blive set på opgaver som installation af nye lamper, nye vinduer, bedre isolerede vægge og renoverede varmeanlæg.
 
- Vi forventer at investere et tocifret millionbeløb i vores skolebygninger. Dermed får vi i samme ombæring bedre bygninger, vi nedbringer energiforbruget, og forhåbentlig får vi skabt arbejdspladser. Det viser erfaringen i hvert fald fra blandt andet Middelfart Kommune, hvor ESCO-projektet også er kommet de lokale håndværkere til gode, forklarer Nils Borring (A) borgmester i Favrskov Kommune.
 
Favrskov Kommune har i perioden 2008–2012 allerede investeret ca. 20 mio. kr. i energirenovering af kommunale bygninger, blandt andet i ventilations- og belysningsanlæg, udskiftning af energipumper og opsætning af solcelleanlæg. Den samlede investering har betydet, at kommunen hvert år sparer 2,3 mio. kr. på driftsbudgettet til el, vand og varme.

Opgaven, der sendes i udbud, omfatter analyse, projektering og udførelse af bygge- og anlægsarbejder, der sænker energiforbruget på de 12 skoler. Første fase i projektet er en prækvalifikation til et ESCO-udbud. Prækvalifikationen løber fra 10. oktober 2012 til 19. november 2012. Se hele udbudsmaterialet på
www.favrskov.dk
 
 
Fakta
ESCO står for Energy Service Company.
 
ESCO-modellen betegner et samarbejde mellem et privat firma og en offentlig myndighed, hvor der sættes fokus på at finde energibesparelser og at energirenovere udvalgte bygninger. F.eks. udskiftes vinduerne, væggene isoleres, der sættes solceller op og energianlæg     optimeres.
 
Renoveringen finansieres fuldt ud af de opnåede energibesparelser.
I ESCO-samarbejdet ligger der samtidig en indbygget garanti for Favrskov Kommune, hvor ESCO-firmaet betaler differencen, hvis de lovede energibesparelser ikke opnås.
 
Yderligere information:
Nils Borring, borgmester
Tlf. 3030 8224
Mette Thorndahl, Klimakoordinator
Tlf. 4012 3044
< Tilbage