Tjek på energien i Vitten og Skjød

20-02-2013 10:05:00
Vitten og Skjød får tjek på energien
I løbet af de næste måneder får boligejere i Vitten og Skjød mulighed for at få et gratis energitjek. Helt frivilligt og uforpligtende kan borgerne i de to landsbyer i en forsøgsperiode sætte fokus på husets energitilstand og få en handleplan for, hvordan forbruget af energi kan sættes ned. Det sker som en del af projektet ”Energi i lokalsamfund”.
 
Charlotte Green, formand for Teknik- og miljøudvalget, ser frem til at følge projektet.
 
- Vi har i kommunens klimaplan sat os for at nedbringe CO2-udledningen med 25 % i 2025. Nu kommer vi helt ud til borgerne og viser dem, hvordan de kan bidrage til det mål og på samme tid spare penge.  Med projektet indsamler vi samtidig værdifulde oplysninger om boligernes energitilstand, som andre boligejere senere kan få gavn af, siger Charlotte Green (C).
 
Energitjekket varer 1-1,5 timer, og undervejs gennemgår energikonsulenten hele huset for at finde steder, der kan energioptimeres. Bevæbnet med blandt andet et termografi-kamera afsløres varmetab og kuldebroer.
 
Torben Sørensen og Laila Mortensen fra Vitten deltog i begyndelsen af februar i et for-projekt.

- Vi ville gerne kende husets energimæssige tilstand. Det er et gammelt hus fra 1928, så vi var spændte på resultatet. Nu ved vi, hvor vi kan sætte ind med energibesparende tiltag. For eksempel kan vi isolere nogle rør omkring vores fyr lidt bedre og eventuelt isolere under vores gulv i kælderen. Jeg vil helt klart anbefale andre i de to landsbyer at tage i mod tilbuddet. Fordelen er, at man gratis kan finde ud af, hvordan man kan spare nogle penge. Samtidig er det en del af et spændende projekt, fortæller Torben Sørensen.
 
Oplysningerne fra energitjekkene indsamles og bruges i arbejdet med at finde en model for, hvordan vedvarende energi kan blive en del af landsbyernes varmeforsyning.

Fakta
 
·         Der holdes informationsmøde om projektet i Skjød Forsamlingshus onsdag 20. februar kl. 19.30 og i Vitten Forsamlingshus torsdag 21. februar kl. 19.00.
 
·         Bag projektet står Partnerskabet EnergiForum Favrskov, der består af Den jyske Haandværkerskole, Favrskov Erhvervsråd og Favrskov Kommune.
 
·         Projektet knytter sig til Klimaplan 2025, der blev vedtaget af byrådet i 2012. Målet med projektet er at fremme brugen af vedvarende energi i varmeforsyningen uden for byerne og derudover understøtte og inspirere til aktiviteter med en energibesparende effekt.
 
Yderligere information:
Charlotte Green, formand for Teknik- og miljøudvalget, 2567 3828           
Mette Thorndahl, klimakoordinator, 4012 3044
< Tilbage