Gode energivaner

Den billigste energi er den energi du ikke bruger. Du kan ved at ændre dine energivaner og holde øje med dit energiforbrug spare mange penge på din energiregning.
 

Tips til at nedbringe dit energiforbrug:

 
Hold øje med dit forbrug
Det er altid en god ide at holde øje med dit forbrug af både varme, el og vand. På den måde kan du i tide opdage, hvis noget ikke er, som det skal være, og du kan samtidig bedømme, om dit energiforbrug er rimeligt.
 
Tjek dine hårde hvidevarer
Hold temperaturen i dit køleskab på +5 grader og i din fryser på – 18 grader. Tjek at døren til køleskabet og fryseren slutter helt tæt.  Lad ikke døren til køleskabet og fryseren være åben mere end højst nødvendig.
 
Styr dit varmeanlæg
Sørg for at dit varmeanlæg – kedel, klimastyring, radiatortermostater og cirkulationspumper – er indstillet rigtigt, og at du bruger dine radiatorer og gulvvarme mest hensigtsmæssigt. Få eventuelt en fagmand til at gennemgå dit varmesystem. Hold stuetemperaturen på +20 grader og luk for varmen, når du lufter ud.
 
Hold øje med standbyforbrug
Lad ikke dine elapparater står på standby. Sluk på stikkontakt eller køb en "elspareskinne" Vær dog opmærksom på, at nogle videoer og dvd'er kan miste indstillingerne, hvis de slukkes i længere tid. 
 
Lån en elmåler
Undersøg elforbruget i dine apparater med en elmåler. Du kan eventuelt låne en elmåler af dit elselskab.
 
Køb A-mærkede produkter
Hvis du skal udskifte dine elapparater så køb altid produkter med et lavt energiforbrug – og vær opmærksom på standbyforbruget.
 
Husk de gode energivaner:
  • Tø dine frostvarer op i køleskabet. På den måde udnytter du kulden fra de frosne madvarer.
  • Kog kartofler og grønsager i så lidt vand som muligt og brug altid et tætsluttende låg.
  • Udnyt eftervarmen på kogeplader og ovn, når du laver mad.
  • Fyld vaskemaskinen op hver gang og vask ved lavest mulige temperatur.
  • Hæng tøjet til tørre i stedet for at bruge tørretumbler. Hvis du bruger tørretumbleren så centrifugér tøjet ved så høje omdrejninger som muligt.
  • Husk at rense tørretumblerens fnugfilter efter hver tørring.
  • Fyld opvaskemaskinen helt op, inden du starter den. Skyld ikke servicet af, inden du stiller det i opvaskemaskinen.
  • Sluk lyset, når du forlader et rum og skift dine lyskilder ud til energisparepærer og LED-pærer.
  • Tag brusebad i stedet for karbad.
  • Sluk skærmen på din computer, når du ikke bruger den.